En tryg skolestart
Den første skoledag er en ganske særlig dag for både dit barn og dig som forældre. På Tilst Skole ved vi, at den første tid er fyldt med nye indtryk og mange spørgsmål. Vi arbejder derfor målrettet med, at skabe den bedste og mest trygge skolestart for alle vores nye skoleelever.
Samarbejde om skolestart
Skolestart i børnehaveklasse er fyldt med glæde og nervøsitet. Det er også en overgang der kan opleves som svær og usikker, og derfor bruger vi den nødvendige tid til, at skabe en god skolestart. Det er vigtigt for os, at dit barn skal opleve en tryg hverdag – også ved opstarten i SFO og skole. Vi samarbejder tæt med Tilst Dagtilbud omkring dette.
SFO og skolestart
Børn der er tilmeldt SFO, kan allerede fra den 1. august begynde i SFO. Skolen anbefaler at starte i SFO før første skoledag, da det er med til at skabe en mere rolig overgang til skolelivet. I perioden fra SFO-start og frem til første skoledag er dit barns klassepædagog i SFO'en, og I vil således møde en kendt voksen fra første dag i skolen.
Første skoledag
Første skoledag er en festdag, hvor elever og forældre mødes ved flagstangen kl. 9.00. Bagefter er børnene for første gang samlet i klasserne og får sagt goddag til hinanden. Imens er alle forældrene samlet og får ligeledes hilst på hinanden samt bliver introduceret til kommunikationssystemer, forældresamarbejdet m.m.
I den første tid på skolen øver vi sammen med både børn og forældre gode rutiner omkring aflevering, afhentning, madpakker, skoletaske, skiftetøj m.m.
Forventninger til samarbejdet den første tid
På Tilst Skole vægter vi et godt forældresamarbejde højt. For at skabe den bedst trivsel for både dit barn og dit barns nye klasse, er det vigtigt at det gode forældresamarbejde etableres allerede fra skoleårets begyndelse.
Vi forventer af dig som forælder, at du
- tager aktiv del i dit barns skolestart og bakker op om nye venskaber m.m.
- sammen med dit barn øver at vente på tur i samtaler, snakke pænt med andre samt selvhjulpenhed i forhold til toiletbesøg, tøjskifte, oprydning m.m.
- taler positivt om dit barns klassekammerater, lærere og pædagoger samt skolen og SFO'en
- bakker op om skolens værdier og principper
- kommunikerer med skole/SFO via Aula
Du kan forvente, at du får besked, når skolen oplever noget omkring dit barn, som du skal vide. Derfor forventer vi som skole også, at du informerer om det, der er vigtigt i forhold til dit barns skolegang.
Forældresamarbejdet er vigtigt gennem hele dit barns skoletid.
-
Uge 40: Skoleuge
De kommende skolebørn besøger Tilst Skole sammen med deres børnehave. Her får børnene lov til at opleve skolens hverdag, møde børn og se de rum, der snart bliver en del af deres daglige liv. Det giver en tryg og positiv forventning til det, der venter.
-
Oktober: Informationsmøde for forældre
Vi inviterer alle forældre til kommende skolebørn til en aften, hvor vi fortæller om skolens værdier, hverdag og samarbejdet med hjemmet. Her kan du stille spørgsmål og få et klart billede af, hvad der venter dit barn. Du vil blandt andet møde kommende børnehaveklasseledere, SFO-personale og skolens ledelse.
-
Oktober-januar: Indskrivningsperiode
Forældre indskriver deres børn via et link på aarhus.dk, som åbner i oktober.
-
April: Overleveringsmøder
I april planlægger vi overleveringsmøder. Her mødes personale fra dagtilbud og skolen til professionel vidensdeling. Omdrejningspunktet er børnenes overgangsmateriale. Sådan kan vi tilrettelægge undervisningen, så alle børn får den bedst mulige skolestart.
-
Uge 17: Skolebesøg
Børn, som er indskrevet, kommer igen på besøg med børnehaven – denne gang med fokus på at møde SFO, kommende børnehaveklasseledere og nye klassekammerater. I denne uge tilbyder skolen planlagte pædagogiske aktiviteter. Ugen er på forhånd aftalt i tæt samarbejde med Tilst Dagtilbud. Jo flere gange barnet har været på skolen, desto større tryghed oplever de.
-
Juni: Goddag-dag
Vi inviterer alle forældre og kommende skolestartere til en aften 16.30-18.00, hvor børnene skal på besøg i deres kommende klasser sammen med deres børnehaveklasseledere, SFO-pædagog og klassekammerater.
Denne dag møder børnene for første gang hinanden og mærker fællesskabet, inden sommerferien begynder – alt imens forældrene mødes med skolens ledelse. -
Oktober: Evaluering
Vi samler erfaringer fra året og følger op på børnenes trivsel. På den måde kan vi hele tiden udvikle vores overgangsarbejde, så næste års børn får en lige så god opstart som dit barn.
Vi tror på, at en tryg start er nøglen til et godt skoleliv – og det kræver, at vi gør det sammen.
Tilst Skole
Åbningstider
Mandag-torsdag: 7.45 - 15:00
Fredag: 7:45 - 14:30