Gå til hovedindhold

SFO'ens profil - Vores værdibaserede fundament

Vi tror på, at stærke relationer er forudsætningen for trivsel, læring og udvikling. Vi skaber dem gennem både frie og strukturerede fællesskaber.

Profil for Tilst Skole SFO

Alle børn skal opleve, at de gør en forskel

- gennem stærke relationer, tydelige voksne og meningsfulde fællesskaber

Vores løfte

I vores SFO arbejder vi bevidst med både hvad børnene laver, hvem de er sammen med, og hvordan de deltager i fællesskabet.

Vi lover, at hvert barn mødes af nærværende voksne, der aktivt guider, udfordrer og støtter barnet i at udvikle sig – både personligt, socialt og kreativt.

Hos os skal alle børn opleve, at de har værdi i fællesskabet, og at deres bidrag gør en forskel. Vi arbejder for, at barnet ikke blot føler sig som en del af fællesskabet, men som en vigtig og uundværlig deltager.

Vores værdibaserede fundament

Vi tror på, at stærke relationer er forudsætningen for trivsel, læring og udvikling – og at disse relationer 
skabes gennem både frie og strukturerede fællesskaber.

  1. Relationer i centrum – med tydelige voksne
  2. Værdi i fællesskabet – alle bidrager
  3. Udvikling gennem deltagelse og aktiviteter
  4. Tryghed gennem rammer og ansvar
  5. Trivsel som fælles ansvar

Relationer i centrum – med tydelige voksne

Relationer er kernen i vores praksis. Vi er autentiske, nærværende og tydelige voksne, der tager ansvar for at skabe inkluderende fællesskaber. Vi går foran som rollemodeller og arbejder aktivt med at udvikle både barn-barn og voksen-barn relationer.

Værdi i fællesskabet – alle bidrager

Hvert barn skal opleve at have noget at bidrage med. Vi støtter børnene i at opdage egne styrker, forstå andres perspektiver og tage ansvar i fællesskabet. Gennem guidning og fælles aktiviteter udvikler børnene sociale og følelsesmæssige kompetencer.

Udvikling gennem deltagelse og aktiviteter

Det er ikke ligegyldigt, hvad børnene laver. Vi tilrettelægger både frivillige og rammesatte aktiviteter, der udfordrer børnenes fantasi, kreativitet og sociale deltagelse. Aktiviteterne skal give mulighed for fordybelse, samarbejde og personlig udvikling – og skabe nye fællesskaber på tværs af alder og interesser.

Tryghed gennem rammer og ansvar

Vi arbejder med frihed under ansvar. Tydelige rammer giver børnene tryghed til at udforske og deltage aktivt. Ansvar og medbestemmelse gives gradvist i takt med barnets udvikling, så barnet oplever progression og mestring.

Trivsel som fælles ansvar

Trivsel opstår i velfungerende fællesskaber. Vi arbejder aktivt med børnenes evne til at mærke sig selv, regulere følelser og indgå i relationer. Redskaber som samtaler, refleksion og fælles aktiviteter (fx legegrupper, rollelege, bevægelse og kreative forløb) er en integreret del af hverdagen.

Vi ønsker, at børnene oplever:

  • at det er sjovt at gå i SFO
  • at de altid har nogen at gå til, som vil støtte og hjælpe dem
  • at de bliver hørt og har deltagelsesmuligheder i aktiviteter og lege
  • at de har venner og får følelsen af at høre til i fællesskabet – stort som småt
  • mestring, men også et kærligt skub til opøvelse af nye færdigheder og mere mod
  • at konflikter kan løses, og at de selv spiller en vigtig rolle i det

Vi ønsker, at forældrene oplever:

  • imødekommende voksne, der er med til at skabe et trygt sted for deres barn
  • kreative aktiviteter, der styrker og udfordrer deres barn i at finde egne færdigheder
  • fællesskaber, hvor alle børn har mulighed for at deltage
  • at intet nyt er godt nyt
  • mulighed for information om deres barns trivsel ved afhentning, telefonisk eller på Aula
  • information om aktiviteter på Aula

Vi ønsker, at vores samarbejdspartnere oplever:

  • professionelt personale, der går på opdagelse i hinandens praksis med henblik på læring og udvikling af praksis
  • professionelle, der støtter det enkelte barn i dets udvikling gennem fællesskabet
  • at handleplaner og beskrivelser er i tråd med vores pædagogiske ståsted, fx gennem tydelige ugeplaner og piktogrammer
  • ærlig og ligeværdig kommunikation
  • vores lyst og kompetencer til samarbejde omkring kerneopgaven

Aktiviteter som middel (hvordan)

Vi har ikke låst os fast på én aktivitetstype, da vi ønsker at tilbyde en bred pallette, der rammer alle børn. 
Hos os er aktiviteten ikke målet i sig selv, men det pædagogiske redskab, vi bruger til at nå vores mål:

  • Hallen og bevægelse: Her øver vi samarbejde, fairplay og det sunde liv.
  • Kreative værksteder: Her er der plads til fordybelse, fantasi og mestringsoplevelser i mindre grupper.
  • Udeliv og ture: Vi bruger naturen og byen til at udvide børnenes horisont og skabe fælles oplevelser uden for de vante rammer.

Ved at have mange forskellige aktiviteter sikrer vi, at alle medarbejdere kan bringe deres personlige engagement og faglighed i spil, hvilket skaber en autentisk og levende hverdag.

Pædagogisk nærvær i hverdagen (vores praksis)

For at sikre, at vores værdier ikke bare er ord, arbejder vi bevidst med:

  • Mindre grupper: Vi prioriterer at dele børnegruppen op, så der skabes rum til det tætte nærvær og den dybe 
    samtale.
  • Fælles fodslag: Vi evaluerer løbende vores praksis for at sikre, at vi gør det, vi siger, vi gør.
  • Inddragelse: Vi lytter til børnegruppens behov og lader deres initiativer inspirere vores daglige tilbud
Sidst opdateret: 27. september 2026
Aarhus Skyline