Gå til hovedindhold

0.-3. klasse

I indskolingen lærer børnene at gå i skole. Her er der både fokus på den gode overgang fra børnehaven, skabe gode klasser samt opbygge det faglige fundament der danner rammerne om den videre læring.

  • Læs op

Indhold

    Når dit barn begynder i skole, er det naturligt motiveret, nysgerrigt og spørgelystent. De vil rigtig gerne lære, både det faglige og sociale. I indskolingen skaber vi skoledagen ud fra, at dit barn og dets kammerater har brug for struktur, gentagelser og genkendelighed for at lære og trives.

    Dit barn vil opleve, at det kender mange af de elementer, vi bygger fagligheden på, fra legen:

    • At kunne fordybe sig
    • At ville undersøge ting
    • At arbejde kreativt
    • At mestre færdigheder
    • At skifte mellem aktiviteter

    Dit barn vil opleve at arbejde selvstændigt og sammen med klassekammerater. Barnet bliver efterhånden bevidst om, hvordan, hvor og med hvem de lærer bedst – og på hvilke områder de er stærke, og hvor de skal arbejde ekstra.

     

    Vi respekterer forskelligheden

    Børn er forskellige, og på Tilst Skole respekterer vi forskelligheden. Gennem dialog med dit barn og klassen, sikrer vi at dit barn både får en positiv forståelse af sig selv og en fornemmelse for de andre børns forskelligheder. Det betyder, at der kan være forskellige retningslinjer eller opgaver for dit barn, end der er for nogen andre. Det er en del af vores pligt til at differentiere undervisningen.

    Vi har fokus på dit barns læring og udvikling. Vi bestræber os på, at dit barn – og alle de andre elever - møder passende udfordringer. På den måde giver vi dit barn de bedste muligheder for at blive så dygtigt, det kan.

     

    Bevægelse og kreativitet i undervisningen

    Dit barn vil i løbet af en skoledag veksle mellem mange forskellige arbejdsformer. Det er med til at sikre den bedste læring for dit barn. Langt de fleste børn lærer gennem fysiske oplevelser – gerne med hænder og krop. Det er én af grundene til, at vi særligt i de første år af skoletiden har masser af bevægelsesaktiviteter i undervisningen – udover de ugentlige idrætstimer.

    I indskolingen arbejder vi dagligt med børnenes kreativitet. Vi har fokus på musik allerede i 0. klasse og har kreative værksteder, hvor vi udtrykker os i forskellige materialer. Vi bygger, tegner, limer, maler, klipper, digter og meget mere. Det kommer der ofte fine kunstværker ud af, som vi udstiller rundt på skolen. Derudover bruger vi også teater og drama i undervisningen.

     

    Vi arbejder systematisk med at sikre dit barns faglige udvikling

    Hvert år holder lærerteamet, ledelsen og de faglige vejleder to læringskonferencer på alle klassetrin. På årgangskonferencerne drøfter de fagprofessionelle elevernes progression i fagene. Det sker ud fra data som tests, observationer, elevsamtaler og andre væsentlige faktorer. På konferencerne planlægger de voksne, som arbejder med dit barn og dets klasse hver dag, hvilke indsatser, der skal til for at sikre den fortsatte faglige udvikling på hver årgang, i hver klasse og i sidste ende hos dit barn.

     

    Din rolle som forælder til et barn i indskolingen

    Din rolle som forælder til et barn i 0.-3. klasse handler især om at skabe gode rammer for dit barns skolegang og læring. Du kan samarbejde med skolen om dit barns læring ved at vænne dit barn til at få rutiner omkring skoledagen, så morgenmad, pakning af skoletasken, samtaler om skolelivet og måske træning i bogstaver og tal bliver en naturlig del af hverdagen. Klassens miljø og trivsel er afgørende for, at dit barn har det godt og kan lære. Derfor handler din rolle som forælder i indskolingen også om at få skabt et godt forældresamarbejde omkring klassen. Fælles aftaler og retningslinjer for klassen gør skoledagen tryg og forudsigelig for børnene.

    Et godt samarbejde mellem skole og hjem

    Sidst opdateret: 17. november 2023